Af Hans Henrik Agger, CEO

Vi  lever længere og vores krav til service og omsorg er stigende – til gengæld bliver vi færre til at betale skat. Og desuden dummere – i hvert tilfælde dårligere uddannede!

Udfordringerne til velfærdssamfundet er enorme – det er der heldigvis efterhånden konsensus omkring. Svaret  på udfordringerne er ikke mere af det  samme – men derimod kræver det radikale forandringer at få enderne til at mødes.

Et af svarene er at gøre op med det universalistiske billede af velfærdssamfundet – one fits all – og at se på både individuelle behov og individuelle ressourcer.  Alle vil og kan bidrage til fællesskabet – og gerne igennem hele livet.

Man bliver aldrig for gammel til at fortælle en god historie eller til at lytte til en – og i en tid hvor ensomhed driver mennesker i depression kan en samtalepartner være det der gør forskellen.

Et andet svar er en anden og mere systematisk tilgang til frivillighed. Jeg har besøgt en engelsk organisation, Circle, som har sat frivilligheden i system – en børs af frivillige der stiller deres talenter til rådighed og på den anden side borgere eller kunder, der køber ydelserne. Hos Circle kan man bytte ydelser – ” Jeg kan ordne vandhaner der drypper, er der en der vil hjælpe mig med fransk?”  Vælger man udelukkende at nyde – så kan man betale sig fra det .

Hvordan vil det danske skattesystem mon stille sig overfor ovenstående?  Og hvem skal skattes? Den der yder eller den der får?

Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at skulle finde en ny og mere forpligtigende forståelse af frivillige. At se civilsamfundet som en ressource der skal tænkes med, når vi skal have behov og efterspørgsel af velfærdsydelser til at mødes. Og vi kommer også til at slagte et par hellige køer undervejs.  Vi kan starte med at fjerne skatteregler, der stiller sig i vejen for, at vi tager ansvar for hinandens velfærd.