Af Thomas Hammer-Jakobsen, Head of Lab
Der er grund til at rose Erhvervsministeriets Fornyelsesfond. Fonden støtter nu offentlige organisationer, der efterspørger nye velfærdsløsninger hos private leverandører, ved at give tilskud til prækommercielle indkøb.
Prækommercielle indkøb er indkøb af produkter eller services, som ikke er de standardvarer, der optræder i indkøbssystemer eller SKI rammeaftaler. At indkøbe prækommercielle løsninger er derfor pr. definition mere usikkert end at fortsætte med at gøre, som man er vant til. Det er derfor nødvendigt at dele de risici, som følger med – og det er netop, hvad Fornyelsesfonden nu tilbyder. Den gammelkendte ‘nulfejlskultur’ betyder bl.a., at risikovilligheden generelt set er lav i den offentlige sektor. Men hÃ¥ndteringen af risici er altafgørende for investering i nye løsninger. Investeringer rummer altid risici, fordi de sigter mod at skabe resultater ud i en fremtid, vi ikke kender. I udviklingen af nye løsninger vil der opstÃ¥ fejl og blive truffet forkerte beslutninger, som uundgÃ¥elige skridt pÃ¥ vejen. Derfor er der brug for systematisk risikohÃ¥ndtering.
Offentlig privat velfærdsinnovation spirer lige så stille frem med forsøgsvise projekter, endnu præget af tilfældigheder og forsigtighed. Ikke mindst blandt de offentlige jurister er forsigtigheden fremherskende. Med prækommercielle indkøb tilvejebringes en sikker juridisk ramme for systematisk udbud af samarbejdsprojekter. Samarbejdsprojekter, der kan adressere centrale velfærdsudfordringer som fx, hvordan forebygges anbringelser af børn? hvordan øges elevers motivation for at tage en uddannelse? hvordan forebygges stigende sundhedsomkostninger? etc.
Spørgsmålet er så, hvordan man udbyder en velfærdsudfordring. Her er der ikke mange erfaringer at læne sig op ad. Fornyelsesfonden beskriver det prækommercielle indkøb som en fire-faset proces, der indeholder: Analyse af behov og markedet, udbud og udvælgelse, indkøb af udvikling samt implementering.
Specielt første fase kan volde vanskeligheder, for hvordan gennemføres undersøgelser, der kan tydeliggøre og konkretisere de behov, en velfærdsløsning skal adressere på en måde, som reelt skaber mulighed for innovative løsninger?
Det er min erfaring, at det handler om at formulere de rigtige spørgsmål fra starten af. De sætter rammen for mulige svar. Det er en gammel sandhed, at innovation handler om at fokusere på det, vi ikke ved. Det er ved at søge svar på kvalificerede spørgsmål, at nye muligheder åbner sig og vante forestillinger om, hvordan en velfærdsydelse skal skrues sammen, kan udfordres.
Det bliver en overvindelse for en risikoavers offentlig sektor at stille spørgsmål, hvor svarene ikke er kendt på forhånd. Der skal i den anledning lyde en opfordring til kommunalpolitikere om at lade tvivl og usikkerhed have sin tid – og ikke afkræve de kommunale ledere svar i utide.
De ‘rigtige’ spørgsmÃ¥l – altsÃ¥ dem, der peger fremad, og som afføder innovative svar – kræver tid til undersøgelse, refleksion og afklaring. De rigtige spørgsmÃ¥l kan bringe de modige, der tør stille dem, i forbindelse med virksomheder og teknologier, som findes derude, men som aldrig er blevet set eller tænkt pÃ¥ som mulige bidragydere til velfærdsløsninger. SpørgsmÃ¥l kan Ã¥bne for, at offentlige og private ressourcer anvendes i helt nye innovative kombinationer.
Vi ved, at velfærdsudfordringerne ikke kan løses inden for de kendte paradigmer. Derfor vil jeg stærkt opfordre kommunerne til at gribe muligheden for at igangsætte investeringer i nye velfærdsløsninger – og dele risici med Fornyelsesfonden.