Af Hans Henrik Agger, CEO

Vi  lever længere og vores krav til service og omsorg er stigende – til gengæld bliver vi færre til at betale skat. Og desuden dummere – i hvert tilfælde dårligere uddannede!

Udfordringerne til velfærdssamfundet er enorme – det er der heldigvis efterhånden konsensus omkring. Svaret  på udfordringerne er ikke mere af det  samme – men derimod kræver det radikale forandringer at få enderne til at mødes.

Et af svarene er at gøre op med det universalistiske billede af velfærdssamfundet – one fits all – og at se på både individuelle behov og individuelle ressourcer.  Alle vil og kan bidrage til fællesskabet – og gerne igennem hele livet.

Man bliver aldrig for gammel til at fortælle en god historie eller til at lytte til en – og i en tid hvor ensomhed driver mennesker i depression kan en samtalepartner være det der gør forskellen.

Et andet svar er en anden og mere systematisk tilgang til frivillighed. Jeg har besøgt en engelsk organisation, Circle, som har sat frivilligheden i system – en børs af frivillige der stiller deres talenter til rådighed og på den anden side borgere eller kunder, der køber ydelserne. Hos Circle kan man bytte ydelser – ” Jeg kan ordne vandhaner der drypper, er der en der vil hjælpe mig med fransk?”  Vælger man udelukkende at nyde – så kan man betale sig fra det .

Hvordan vil det danske skattesystem mon stille sig overfor ovenstående?  Og hvem skal skattes? Den der yder eller den der får?

Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at skulle finde en ny og mere forpligtigende forståelse af frivillige. At se civilsamfundet som en ressource der skal tænkes med, når vi skal have behov og efterspørgsel af velfærdsydelser til at mødes. Og vi kommer også til at slagte et par hellige køer undervejs.  Vi kan starte med at fjerne skatteregler, der stiller sig i vejen for, at vi tager ansvar for hinandens velfærd.

Af Thomas Hammer-Jakobsen, Head of Lab

Der er grund til at rose Erhvervsministeriets Fornyelsesfond. Fonden støtter nu offentlige organisationer, der efterspørger nye velfærdsløsninger hos private leverandører, ved at give tilskud til prækommercielle indkøb.

Prækommercielle indkøb er indkøb af produkter eller services, som ikke er de standardvarer, der optræder i indkøbssystemer eller SKI rammeaftaler. At indkøbe prækommercielle løsninger er derfor pr. definition mere usikkert end at fortsætte med at gøre, som man er vant til. Det er derfor nødvendigt at dele de risici, som følger med – og det er netop, hvad Fornyelsesfonden nu tilbyder. Den gammelkendte ‘nulfejlskultur’ betyder bl.a., at risikovilligheden generelt set er lav i den offentlige sektor. Men håndteringen af risici er altafgørende for investering i nye løsninger. Investeringer rummer altid risici, fordi de sigter mod at skabe resultater ud i en fremtid, vi ikke kender. I udviklingen af nye løsninger vil der opstå fejl og blive truffet forkerte beslutninger, som uundgåelige skridt på vejen. Derfor er der brug for systematisk risikohåndtering.

Offentlig privat velfærdsinnovation spirer lige så stille frem med forsøgsvise projekter, endnu præget af tilfældigheder og forsigtighed. Ikke mindst blandt de offentlige jurister er forsigtigheden fremherskende. Med prækommercielle indkøb tilvejebringes en sikker juridisk ramme for systematisk udbud af samarbejdsprojekter. Samarbejdsprojekter, der kan adressere centrale velfærdsudfordringer som fx, hvordan forebygges anbringelser af børn? hvordan øges elevers motivation for at tage en uddannelse? hvordan forebygges stigende sundhedsomkostninger? etc.

Spørgsmålet er så, hvordan man udbyder en velfærdsudfordring. Her er der ikke mange erfaringer at læne sig op ad. Fornyelsesfonden beskriver det prækommercielle indkøb som en fire-faset proces, der indeholder: Analyse af behov og markedet, udbud og udvælgelse, indkøb af udvikling samt implementering.

Specielt første fase kan volde vanskeligheder, for hvordan gennemføres undersøgelser, der kan tydeliggøre og konkretisere de behov, en velfærdsløsning skal adressere på en måde, som reelt skaber mulighed for innovative løsninger?

Det er min erfaring, at det handler om at formulere de rigtige spørgsmål fra starten af. De sætter rammen for mulige svar. Det er en gammel sandhed, at innovation handler om at fokusere på det, vi ikke ved. Det er ved at søge svar på kvalificerede spørgsmål, at nye muligheder åbner sig og vante forestillinger om, hvordan en velfærdsydelse skal skrues sammen, kan udfordres.

Det bliver en overvindelse for en risikoavers offentlig sektor at stille spørgsmål, hvor svarene ikke er kendt på forhånd. Der skal i den anledning lyde en opfordring til kommunalpolitikere om at lade tvivl og usikkerhed have sin tid – og ikke afkræve de kommunale ledere svar i utide.

De ‘rigtige’ spørgsmål – altså dem, der peger fremad, og som afføder innovative svar – kræver tid til undersøgelse, refleksion og afklaring. De rigtige spørgsmål kan bringe de modige, der tør stille dem, i forbindelse med virksomheder og teknologier, som findes derude, men som aldrig er blevet set eller tænkt på som mulige bidragydere til velfærdsløsninger. Spørgsmål kan åbne for, at offentlige og private ressourcer anvendes i helt nye innovative kombinationer.

Vi ved, at velfærdsudfordringerne ikke kan løses inden for de kendte paradigmer. Derfor vil jeg stærkt opfordre kommunerne til at gribe muligheden for at igangsætte investeringer i nye velfærdsløsninger – og dele risici med Fornyelsesfonden.

Af Thomas Hammer-Jakobsen, Head of Lab

Vi ved det i virkeligheden godt – noget har forandret sig.

Små tegn i hverdagen, som år for år akkumulerer. Det er som om pladsen at bevæge sig på bliver mindre og mindre, tempoet højere og højere og spørgsmålene til egen indsats flere og flere. Det fungerer ikke rigtigt, som det gjorde engang.

Forandringen kan endnu blot fornemmes, og tanken om det kommende jordskred har ikke taget fast plads i vores bevidsthed. Jeg ser tre skred som tilsammen vil ryste vores verden: Den procentvise del af ældre vokser og vil fortsætte med at gøre det de næste 30 år. Arbejdsstyrken vil i samme periode falde, og uddannelsesniveauet risikerer at stagnere. Eller sagt mere direkte. Gør vi ikke noget, kan vi se frem til at blive: Ældre, færre & dummere.

Den offentlige sektor står overfor skræmmende udfordringer – klimaændringerne, dårligere helbred og en hastigt aldrende befolkning. Samtidig medfører økonomisk afmatning og strammere budgetter et enormt pres på det offentlige for at finde mere effektive og omkostningseffektive metoder – vel at mærke uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Udvikling af velfærden i Danmark bliver blandt de kommende års største opgaver for kommunerne. Og der skal radikal nytænkning til, hvis det skal lykkes og undgå at ende i afvikling.

Uden for Danmark eksperimenteres der også med nye velfærdsløsninger. Specielt britiske initiativer og tænkere har givet mig inspiration til, hvordan offentlig privat velfærdsinnovation kan gribes an.
Storbritannien repræsenterer en anden velfærds tradition end den skandinaviske, og ikke mindst en økonomi, der er en faktor 10 større end den danske. Alene størrelsen betyder, at antallet og variation af eksperimenter er højere end i Danmark, mens forskellene i tradition kan ses som et vindue til fremtiden – en mulighed for at få indsigt i løsninger, der fungerer under rammevilkår, der måske ikke er så langt fra virkeligheden i fremtidens Danmark.

I Storbritannien har regeringen under overskriften ”Big Society” (http://www.cabinetoffice.gov.uk/big-society) kastet sig ud i et stort velfærdseksperiment. En storstilet satsning på at mobilisere civilsamfundets ressourcer, skabe samspil med private aktører og give et langt større ansvar til borgere, medarbejdere og lokale myndigheder.

Nye strategier for velfærdsinnovation materialiserer sig. De repræsenterer forskellige – men ikke nødvendigvis konfliktende – svar på de store udfordringer: Pressede budgetter og mangel på arbejdskraft, voksende efterspørgsel som følge af demografisk udvikling samt stigende forventninger hos borgerne.

Jeg ser særligt tre strategier for velfærdsinnovation tone frem:

1) Nye markeder for velfærdsservices bryder frem som en mulig ny arbejdsdeling mellem velfærd tilbudt som privat forbrug og offentlig velfærd. Nye omsorgsservices og velfærdsteknologier kan på samme måde som vaskemaskinen, udvikle sig fra at være et offentligt hjælpemiddel, til at være almene forbrugsgoder. 
Hvis fremvæksten af private forbrugsløsninger kan stimuleres, kan de aflaste det offentlige. 
Spørgsmålet er: kan der findes løsninger og strategier, som gør det legitimt for det offentlige at indskrænke sit ansvar, og overlade områder til privat forbrug? Og efterfølgende, hvordan kan offentlige og private aktører sammen identificere de områder, der rummer de bedste muligheder, og sikre en hurtig omstilling?

2) Der er mange muligheder for at gentænke de offentlige velfærdsydelser – for at øge borgernes oplevede kvalitet og reducere de offentlige omkostninger.  Men de lavest hængende frugter i form af procesforbedringer og digitaliseringer af administrative arbejdsgange, er høstet mange steder. Næste niveau gælder selve velfærds-leverancen og designet af konkrete velfærdsydelser. 
Udviklingen af nye velfærdsteknologier, der kan forandre form og indhold i kendte velfærdsydelser afføder et behov for også at gentænke de samlede services, de er en del af. Hermed ændres samspillet mellem offentlige og private. Det offentlige skal ikke længere købe produkter eller teknologier, men løsninger. Det ændrer også det klassiske kunde-leverandør-forhold og stiller krav om, at offentlige og private aktører kan håndtere en ny type udviklingspartnerskaber.

3) Nye sociale teknologier og organisationsformer skaber mulighed for en mere radikal omlægning af opgavefordelingen mellem det civile samfund, det offentlige og de private virksomheder. Socialt entreprenørskab og social-økonomiske virksomheder repræsenterer en ny – eller måske bare en revitaliseret – mulighed for at koble menneskers behov og ressourcer på nye måder. Her er der grundlag for andelsbevægelsen 2.0.  Der er tale om et paradigmeskift, hvor velfærd frem for at være noget, det offentlige gør for og ved de trængende, er noget, vi som borgere selv tilvejebringer sammen med ligesindede mennesker. En bevægelse væk fra ‘os og dem’ kulturen – de ’omsorgsydende’ og ‘trængende’, og hen i mod en ny kultur, hvor mennesker ejer deres egne behov og får støtte til at finde løsninger.

Jeg har tegnet de tre strategier skarpt op. I realiteten er de kun langsomt ved at tage form. Det er den mulighed vi kan gribe i Danmark: At vende de udfordringer vores velfærdsmodel står overfor til muligheder for at skabe nye bæredygtige velfærdsløsninger og samtidig gøre netop det til en erhvervsmæssig styrkeposition. Forudsætningen for, at en sådan ambition kan realiseres er, at både offentlige og private aktører nysgerrigt følger den tidlige fremvækst af nye ideer, lærer af dem og omsætter dem til konkrete udviklingsambitioner, hvor kommunerne rækker ud mod nye partnere og nye samarbejdsformer